Breakdance begynder (0.-1. kl.)

I breakdance handler det om at turde være sig selv og finde frem til et personligt danseudtryk.

Holdinstruktør: Mikael Santana, Danser   

På begynderholdene handler det mest om at lære alle de basale ting ved breakdance og om at opdage, at man faktisk godt kan en hel masse. Vores underviser Mikael er en af Danmarks bedste – både til break og børn. På holdet for de mindste klasser er undervisningen en blanding af teknikøvelser, dans og leg.

Breakdance opstod i 1970’ernes USA. I dag er dansen et globalt fænomen. Udtrykket i dansen kommer ved, at den enkelte b-boy og b-girl sammensætter de fire elementer – toprock, downrock, powermoves, freezes – på sin egen måde. Derfor handler dansen også om at turde være sig selv og finde frem til sit eget udtryk.

I børnekulturhuset oplever vi stor interesse for at breake, og har efterhånden nogle super dygtige store børn. Derfor holder vi af og til et breakbattle, hvor børnene i kendte rammer kan prøve at deltage i en ægte breakdancekonkurrence – og selvfølgelig blive motiverede af at se de større børn og dygtige voksne fra miljøet.