JazzCamp for piger

JazzCamp for Piger er for alle musikintersserede piger i alderen 10-15 år - samarbejde med Jazz Danmark og Cph Jazz Festival

JazzCamp for Piger er for alle nysgerrige og modige piger i alderen 10-15 år, øvede og begyndere, som har interesse i at spille et instrument. Børnekulturhus Ama’r har siden 2016 været vært for JazzCamp for piger. I skolernes vinterferie – uge 7 – har der været afholdt et fire dages intensivt undervisningsforløb med nogle af landets dygtigste jazzmusikere for piger i alderen 10-15 år. 

“Drengene er sendt uden for døren, og der er fokus på improvisation og sammenspil. Vi arbejder for at skabe musikalske fællesskaber for pigerne forstået på den måde, at pigerne skal få en følelse af, at de ikke er alene om lysten til at kaste sig ud i at dygtiggøre sig på et instrument,” udtaler sekretariatsleder ved JazzDanmark Eva Frost.

Der er fokus på improvisation, og pigerne får mulighed for at udforske nye instrumenter og musikgenrer på hold á 5-6 elever med hver sin professionelle underviser. Forløbet afsluttes med koncert for deltagernes familier og venner.

I 2016, 2017 og 2018 har saxofonist Mia Dyrberg og guitarist Johan Granberg undervist de to hold i Børnekulturhuset. Flere af pigerne har – ud over at deltage i campen - været med til at optræde i forbindelse med Copenhagen JazzFestival og som optakt til koncert med Herbie Hancock i DR Koncerthuset. 

Ud over fokusset på instrumenter og improvisationen er der lagt op til en vinterferie med masser af musik, sjov og socialt samvær. På den lange bane er formålet med JazzCamp for Piger også at bidrage til at genoprette den skæve kønsbalance i rytmisk musikbranche. En optælling foretaget af Jazz Danmark i 2017 viser, at kvinder, der spiller et instrument kun udgør 6-8 pct. af alle instrumentalister, der blev optaget på landets MGK og rytmiske musikkonservatorier de seneste tre år. Det vil vi i Børnekulturhus Ama’r gerne være med til at ændre.

”Ama’r kultur vil fremover sætte endnu mere fokus på musikken fra musikalsk legestue i Børnekulturhuset, over Den Cyklende Musikskole i hele bydelen og til store koncerter i Amager Bio. Musik er for alle, og vi vil med JazzCamp i vinterferien og Poppilot for piger i efterårsferien gerne slå et slag for, at de mange seje piger fra Amager også kommer til,” siger leder af Amager Kulturpunkt Eva Rehling.  

JazzCamp for Piger er åben for alle nysgerrige og modige piger i alderen 10-15 år, øvede og begyndere, som har interesse i at spille et instrument.  Det er arrangeret af JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival og afholdes i samarbejde med Børnekulturhus Ama’r. Det koster 500 kr. at deltage.

Læs mere og tilmeld på jcfp.dk