KreaCamp

  • Foto: Henriette Lykke
En uge med kreativitet, sjov, fordybelse og leg i skolernes sommerferie.

I sommeren 2016 og 2017 blev der afholdt KreaCamp i Børnekulturhuset. En flok kreative børn brugte en uge af deres sommerferie på at male, synge, lege, spille teater, finde på, bygge og meget mere. Alt sammen i samarbejde med de tre professionelle kunstnere Maria Lau Krogh (billedkunstner), Jeanette Frederiksen (musiker, sanger og komponist) og Signe Thomsen (skuespiller og gøgler)

Børnene valgte på forhånd, om de ønskede at deltage på billedværkstedshold, teaterhold eller musikhold.

På billedværkstedforløbet blev der lukket op for kreativiteten. Der blev arbejdet med skulptur og form. Hvert barn fremstillede sin egen skulptur ud fra spændende materialer, bygge-tips og udfordringer. Skulpturerne indgik i den færdige opsætning.
På musikforløbet blev der arbejdet kreativt med sangstemmen. Børnene udforskede deres egne stemmer og oplevede hvilken rolle kroppen spiller, når man laver musik og sang. Der blev også leget med improvisation og sangskrivning.
På teaterforløbet handlede det om at være fysisk og udtrykke sig med bevægelse/krop. Der blev opfundet og afprøvet stærke scener, historier og karakterer. Fokus var på at skabe særlige stemninger, nærvær og energi på scenen.

Ud over aktiviteterne i de forskellige workshops bød ugen på masser af fælles aktiviteter, leg og hygge på tværs. I slutningen af ugen samledes de forskellige produktioner i én stor samlet forestilling/udstilling, som blev vist for forældre, bedsteforældre, søskende og venner.

I 2018 gør vi det igen. Vi har ændret lidt på indhold og form, men hovedideen med en uge fyldt med kreativ skaben er intakt - se her for mere info, billet osv