FORLAGET Børnekulturhus Ama'r

 

Kannibalbollen og andre historier digtet af børn

En helt særlig læseoplevelse skabt af børns unikke evne til at sprænge rammerne for, hvad man kan skabe med sin fantasi
Kannibalbollen – ja hvorfor ikke? En bog, hvor børn har fået magten over pennen, skal selvfølgelig også have en original titel. Titlen er navnet på en af bogens 10 historier, hvor de voksne bliver spist af en meget grådig bolle, og så er det op til børnene at redde dagen.
Kultur på børnenes præmisser er den bærende tanke bag Børnekulturhus Ama’rs arbejde. Vi er børnenes hus, og det er vores fornemmeste opgave at give børnene en stemme. Dette er også drivkraften bag vores første bog Kannibalbollen og andre historier digtet af børn, som vi er meget stolte af at kunne præsentere.  

En rejse ind i børns fabelagtige fantasi
Bogen er en samling af 10 sjove og overraskende historier digtet og illustreret af 10 børnehaver, 0.klasser og 1. klasser fra Amager sammen med den professionelle historiefortæller Hans Laurens. Den eneste ramme for historierne var, at de alle skulle tage udgangspunkt i et sted på Amager. Herefter stod alt åbent, og børnenes fantastiske fantasi foldede sig ud for fuld udblæsning – støttet af Hans.

Digt dine egne fortællinger med ”kreativ dialogisk fortælling
Udover de mange sjove historier er der bagerst i bogen en spændende guide til, hvordan voksne selv kan digte historier med børn mellem 3-8 år. Kreativ dialogisk fortælling kalder ophavsmand Hans Laurens processen. Ideen er at aktivere børns smukke, vildtvoksende fantasi og hjælpe med at fremkalde deres historier.

Forlaget Børnekulturhus Ama’r
Det er med stor fornøjelse at Børnekulturhus Ama’r med denne fabelagtige udgivelse nu også kan kalde sig et forlag. Det har længe været en drøm at udgive bøger, der kan formidle dele af det fantastiske arbejde, som husets mange kunstnere hver dag laver sammen med børn. Når første udgivelse kommer med så inspirerende indhold og i så lækker en indpakning, kan vi godt love, at der er mod på mere.

God læse- og fortællelyst!

Kannibalbollen og andre historier digtet af børn koster 120 kr. (plus forsendelse). Bogen kan købes i Børnekulturhus Ama'r, eller den kan bestilles på bornekulturhusamar@kk.dk

Bogen er støttet af Amager Øst Lokaludvalg.