Solskinstunnelen

Kreative solskinsmønstre skaber tryghed og en sikker skolevej under Peder Lykkes Vej.

Tunnelen under Peder Lykkes Vej virkede ikke ligefrem indbydende. Hverken for Jasmin på 8 år, som hver dag skal til og fra skole og institutioner nord for Peder Lykkes Vej eller for Kjeld på 83, som trisser en formiddagstur til Peder Lykkecentrets aktivitetscenter for ældre syd for Peder Lykkes Vej. Trods renovering med ny belysning og nypudsede vægge i sommeren 2017 valgte mange at krydse den trafikerede vej ovenover fremfor at bevæge sig sikkert under jorden.

Måske fordi det i virkeligheden ikke føltes så sikkert dernede i tunnelen? Det satte vi os for at ændre, for tunnelen er den sikreste måde at komme over den trafikerede Peder Lykkes Vej. 

Omkring 300 børn fra de omkringliggende børnehaver, flere klasser på Peder Lykke Skolen, de ældre fra Peder Lykke Centret og kunsthold fra Børnekulturhus Ama’r samarbejdede med billedkunstner Maria Lau Krogh om at skabe de over 300 plader, som nu er monteret i skønne livsbekræftende mosaikker i tunnelen. Resultatet er en lys, varm og æstetisk kunstoplevelse, med trekanter og mønstre af prismer som symboliserer refleksionerne fra solens stråler.

Projektet er et samarbejde mellem Københavns Kommunes Teknik- og miljøforvaltning, Peder Lykke Skolen og nærområdets børnehaver, Børnekulturhus Ama’r, Børnekulturpiloterne, Partnerskabet og billedkunstner Maria Lau Krogh.