Koncert: Musiksanseriet
Vi skyder jazzfestivaldelen af Sommer På Stranden i gang med et brag af en koncert for de 0-7 årige. Vi har inviteret Malene Kjærgård og Musiksanseriet til at komme forbi med en inddragende, sanselig og musikalsk legekoncert, og glæder os til både babyblues og råsvingende dansehits.
Der er god plads til at danse, svinge og snurre på stranden, så vær klar til en legesyg stund, fuld af nærvær, magi, sanselighed og kreativitet, som også er skøn for de voksne, sammen med Musiksanseriet.
Musiksanseriet vandt børnejazzprisen til Danish Music Awards 2023 og blev yderligere nomineret til Carl Prisen ‘23 for årets børnekomponist. Sangene kan findes på youtube hvis I har lyst til at lytte derhjemme.
Koncerten er en del af Copenhagen Jazz Festival hvor vi fejrer solen, sommeren, stranden og jazzen med tre koncerter i (næsten) vandkanten.