Husets historie og arkitektur
Børnekulturhus Ama’r startede som en lokal forening i 1994. Foreningen tilbød fritidsaktiviteter til børn indenfor kulturfagene og lavede i skoleferier kreative projekter på Amager Strand.
Fra 2004-2009 var kvarteret omkring Øresundsvej en del af et større områdefornyelsesprojekt. Her blev en af mærkesagerne, at der skulle bygges et kulturhus kun for børn. Efter megen lobbyisme fra foreningen og en børnevenlig kvarterplan lykkedes arbejdet for de lokale ildsjæle og i 2013 stod Børnekulturhus Ama'r færdigt på Øresundsvej 8B. Det driftes nu af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns kommune.
Huset er del af Amager Kulturpunkt: en samling kulturinstitutioner omkring Musiktorvet på Øresundsvej. Her bor også Amager Bio, Huset, BETA, Loftet, Rusk og Teater ZeBu.
Et hus på børnenes præmisser
Huset er tegnet af arkitekturfirmaet Dorte Mandrup på baggrund af de fremtidige brugeres ønsker, nemlig Amagers børn. Gennem to år afholdt kunstneren Kerstin Bergendal en række workshops med børn fra kvarteret. Her talte, tegnede og skabte de i fællesskab ideer til det børnekulturhus, de drømte om. Resultatet af børnenes fantasi blev det skæve og farverige hus, vi kender i dag. Inde bag den røde ballon og de store lyse vinduer åbner huset sig op for aktiviteter i Mulighedernes rum, Værkstedet, Dansesalen, Toppen, Det Røde Rum og Hulen. Med vores kæmpe klatrevæg og de mange overraskende, krøllede og kringelkrogede rum er Børnekulturhus Ama’r altid klar til besøg.
Prisbelønnet arkitektur
Børnekulturhus Ama'r modtog efter indvielsen en del priser bl.a. Årets Byggeri. De fleste voksne kommenterer især på at man på sin voksne krop mærker at huset er bygget til børn, da der er flere steder, der helt klart ikke egner sig til voksne, men som børn elsker og indtager med største naturlighed.
Presse om huset
Artikler
Årets Byggeri i 2013
”Børnenes helt eget hus – et overskueligt kaos. Dommerkomiteen udtaler: Huset har alt, hvad man kunne ønske for et børnekulturhus. Der er nye vinkler, sammensætninger af rum og en udfordrende form, der passer ind i miljøet på sine moderne præmisser. Et smukt hus, på et anonymt hjørne. Der var ikke meget i opgavebeskrivelsen, der lagde op til så anderledes en bygning. En klar succes.” Magasinet Byggeri, 2013
Politiken
”Nyt Villa Villakulla giver børn et godt krøllet hus til fantasien. På Amager arbejder børn og unge sammen med kunstnere i verdens første nybyggede børnekulturhus.
Gennemkig fra rum til rum gør huset til en anelsesfuld labyrint. Længere inde møder man trapperum, nicher og hemse i en skala, så jeg på min krop mærker, at der er tænkt i alle børnestørrelser." Politiken, 2013
MagasinetKBH
”Kreativt legehus. Midt i det kulturelle knudepunkt på Øresundsvej med naboer som Røde Kro Teater, Café Kino og Amager Bio, ligger nu det nye kulturhus, hvor det er børnene, der står for at kreere. Bygningen blev indviet i februar, men Børnekulturhuset Ama’r har som institution eksisteret siden 1994 med det formål at styrke børns kreativitet og kulturforståelse.” Magasinet KBH, 2013
Dansk Arkitekturcenter
”Nyt børnekulturhus på Amager skal give børnene optimale rammer for leg, læring og børnekulturelle oplevelser. Overalt i huset bliver der masser af huler og nicher, som kan indrettes personligt og gøres 'svært tilgængelige' for voksne. De indvendige overflader er valgt ud fra et ønske om høj robusthed og skiftende stofligheder. Ydervægge og lofter fremstår i malet eller rå beton. Gulvet i stueetagen er desuden i lakeret beton, som en forsættelse af torvet udenfor.” Dansk Arkitekturcenter, 2013